AGF-zoom: Europæisk eventyr og keeper på tavlen

3F Superligaen er tilbage, og vi åbner ballet på hjemmebane. Her får vi besøg fra smilets by, når AGF kommer forbi, men vi håber, at det er os, der står tilbage med smil på læberne efter premieren.

Af Michael Ehrhorn-Fernow

Sommeren er over os, temperaturene er behagelige, og græsset står skarpt og snorlige på Sydbank Park. Indbydende og klar til en ny sæson, der venter!

Og det er lige præcis det, den gør, når vi søndag klokken 16.00 tager imod AGF i sæsonpremieren. Et hold, der i sidste sæson sluttede som nummer seks i 3F Superligaen, og det er et stærkt mandskab, vi åbner mod.

Kendinge og ny træner

AGF har lavet et par markante indkøb denne sommer, hvor man har hentet en tidligere Superliga-kending ind i skikkelse af Rasmus Carstensen. Han kommer ind fra tyske FC Köln, mens mange nok husker ham fra Silkeborg IF.

Senest har de hentet Sebastian Jørgensen ind fra svenske Malmö FF. En mand, der også har optrådt hos Silkeborg IF, hvor han noterede sig for 129 kampe med 32 mål og 24 oplæg til følge inden Malmö-skiftet i 2023.

Når vi ser på afgange, har de sendt Mikael Anderson til Djurgården, mens Mikkel Duelund har forladt klubben og er skiftet til Vejle. Frederik Brandhof fortsætter karrieren i AC Horsens, og så er Sigurd Haugen taget sydpå til 1860 München.

AGF har også ny mand i trænersædet, hvor Jakob Poulsen sidder som Uwe Röslers efterfølger.

Topscorer og stærke profiler

AGF-truppen har masser af kvalitet.

På kassen har de den 40-årige rutinerede 3F Superliga-ræv Jesper Hansen, mens de også har en stærk mand i svenske Leopold Wahlstedt.

Foran dem har de profiler som Frederik Tingager, Eric Kahl, Henrik Dalsgaard og Tobias Mølgaard, mens de på midten råder over stærke folk som Mads Emil Madsen, Nicolai Poulsen og Felix Beijmo.

Helt fremme råder de over sidste sæsons topscorer Patrick Mortensen, og så har de folk som Tobias Bech og Frederik Emmery, der var med i deres seneste testkamp mod Ajax.

De har Jacob Andersen ude med en korsbåndsskade, og han forventes først tilbage i oktober. Gift Links fik foretaget et mindre indgreb i slutningen af sidste sæson og missede de sidste tre kampe. Han er dog klar igen og var også med mod Ajax senest.

Indbyrdes duel

Vi har mødt AGF 44 gange, når man ser på 3F Superligaen. Her ser den indbyrdes statistik således ud:

Fem fra historiebøgerne

Sen jubel
Vores seneste sejr over AGF hentede vi den 18. april 2022. Her sikrede José Gallegos os føringen kort før pausen, men AGF svarede hurtigt tilbage, da Frederik Tingager udnyttede et oplæg fra landsholdsaktuelle Albert Grønbæk. I de døende sekunder sikrede Nicolaj Thomsen os dog en 2-1-sejr på Sydbank Park.

En fornem slutspurt
Foran 10.768 tilskuere i Aarhus mødte vi AGF den 19. maj 2018. Her lignede det en hjemmesejr, da Martin Pusic med to scoringer havde bragt værterne foran med 2-0. Men med to mål på de sidste 12 minutter hev vi det ene point i land. Søren Frederiksen og Christian Greko Jakobsen scorede for os.

Kees, Mikael og Philip
Den 7. august 2017 hentede vi en flot 3-0-sejr hjemme over AGF. Kees Luijckx kom på tavlen kort inde i kampen, mens Mikael Uhre øgede kort inde i anden halvleg. Med en halv times tid tilbage gjorde Philip Zinckernagel det til slutcifrene 3-0.

Vidste du det?

Gymnaster og fægtere
Klubben blev stiftet den 26. september 1880 som “Aarhus Gymnastikforening af 1880” og introducerede først fodbold i 1902. Før da handlede det om gymnastik og fægtning.

AGF var blandt de første danske klubber i europæisk fodbold
Klubben deltog i den allerførste Europacup (Champions League) i 1955–56, hvor de i Idrætsparken i København tabte 2-0 til franske Reims efter 2-2 i Frankrig. I 1961 nåede de kvartfinalen i samme turnering og tabte til Benfica.

Uafgjort mod FC Barcelona
Den 15. april 1989 spillede AGF overraskende 0-0 på udebane med selveste FC Barcelona. Det var i Pokalvindernes Europa Cup, hvor man efterfølgende tabte 1-0 i returkampen i Danmark.

Målfest
En af de mest markante AGF-sejre kom i hus den 28. oktober 1934 mod Fremad Amager. AGF vandt kampen med – hold nu fast – 13-1!

Scorede på udspark
Den tidligere AGF-målmand Lars Winfeld lavede et af Superliga-historiens mest spektakulære mål, da han scorede på direkte udspark. Det skete 19. marts 1995, hvor der var så meget vind i Aarhus, og AGF-keeperen havde nok medvind til simpelthen at kunne score!

Hold øje med…

– AGF’s Patrick Mortensen er blevet 36 år, men han er stadig knivskarp foran kassen. I sidste sæson blev han 3F Superliga-topscorer med 20 mål.

– AGF lavede 12 hovedstødsmål i sidste sæson. Næstbedst i ligaen lige bag FC København.

– AGF vil gerne til indlæg. Dem lavede de 800 af i sidste sæson, og det er klart flest i ligaen.

– Mens vi havde næstflest bolderobringer i 3F Superligaen i sidste sæson, havde AGF færrest af de 12 hold.

– AGF-defensiven var stærk i sidste sæson, når man ser på store chancer imod holdet. Målt på forventede antal mål, skulle de have lukket næstfærrest mål ind i rækken. De lukkede dog noget flere ind og indtager en syvendeplads i mål imod.

Alle mand på stadion

Vi glæder os helt enormt meget til, at vi igen kan nyde 3F Superliga-fodbold på Sydbank Park. I øjeblikket er der fuld smæk på sommerferielandet rundt omkring, men vi håber, at masser af lyseblå fans vil tage turen på stadion og bakke os op i jagten på den perfekte start på sæsonen.

Du kan købe billet til kampen lige her.

Del denne nyhed:

Seneste nyheder

Nyhedsbrev

Tilmeld dig vores nyhedsbrev og modtag de største nyheder og information omkring vores hjemmekampe.