Et ekstremt spændende forår er i vente, og lørdag begynder jagten på Superligaen, når vi på udebane gæster AaB i et ægte topbrag.
Af Michael Ehrhorn-Fernow
Op til kampen har vi stillet fem spørgsmål til en af vores største profiler fra efteråret, målmand Nicolai Flø. Her er han blandt andet inde på ritualer, fansenes betydning og hvordan en målmand egentlig sætter sig ind i de modstandere, han skal stå overfor. Og så bliver han sat i et dilemma af de store.
Hvordan har man det egentlig som spiller med en lang vinteropstart? Er det lige så ”kedeligt”, som det er for fansene, når der ikke er tællende kampe?
– Jeg tror ikke at det er helt lige så kedeligt, som det er for fansene. Men det er klart, at man efter de første par uger, hvor man skal igennem diverse tests og får løbet lidt ekstra, end man måske gør, når sæsonen kører, så begynder man da at savne, at der kommer lidt på spil. At der kommer lidt flere og ser kampene. Jeg kan også godt mærke her i ugen op til kampen, og det er sikkert også fordi, det er et topopgør, at ja så kriller det lidt i maven. Jeg tænker, at nu må det godt snart være lørdag middag, så vi kan komme i gang!
Der ventes over 400 lyseblå fans på udebaneafsnittet i Aalborg. Hvor stor et løft giver det jer? Kan man mærke dem under kampene?
– Når man kommer ind på banen til opvarmningen specielt eller lige inden kampen, så er det selvfølgelig specielt. Der er ikke noget federe end at have en masse med! For så ved man, at det er nogle, der virkelig investerer deres tid og kærlighed til os og klubben, og det betyder jo bare ekstremt meget.
– Nu tror jeg også, at det, der specielt har kendetegnet os i efterårssæsonen er, at de fedeste og de største sejre jo har været dem, hvor vi har spillet lokalkampe på udebane i Fredericia eller Kolding. Hvor vi har haft en masse tilskuere med os. Den følelse det så er at have vundet og kunne dele det med dem, det er jo klart de sejre, der står tydeligst.
– Der er hele den summen, der kommer op til kampen, når man ved, at der kommer mange. Og så under kampen, når man bare kan se, at det er lyseblåt nede i den ene ende, det giver bare et eller andet. Det er måske endda svært helt at sætte ord på. Når kampen kører, er man jo også i sin egen zone, men det er nok det der før og efter kampen, der gør, at man kan mærke, at det her betyder sku virkelig noget for menneskerne omkring os.
Hvor meget sætter du dig egentligt ind i modstanderne før en kamp. Hvor deres skytter sparker, hvem der skubber lidt ekstra på dødbolde og sådan noget?
– Altså generelt sådan forholdsvist meget. Fra holdet bliver der jo brugt tid på at forberede os på at se, hvilke styrker, de har, og hvad vi måske kan udnytte, når jeg har bolden i fødderne eller skal lave redninger. Og så er der også noget individuelt, hvor vi ser på video på deres straffespark eller deres frispark. Hvad har de en tendens til at gøre?
– Men sådan helt generelt kan man jo sige, at nu har vi jo lige spillet i 1. division i et år for meget. Så det gør jo også, at man får et indgående kendskab til mange af de spillere. Det kommer til at ligge meget på rygraden, og der er mange, man har mødt tidligere. Så det er mest det der med i sidste sæson, hvor vi rykker ned i en ny række, så bruger man noget ekstra tid på det. Men ellers er der sådan en fast kutyme med de ting, vi kigger igennem omkring deres angribere og deres kantspillere lige i forhold til mig. Det vil jeg gerne have lidt styr på i forhold til, hvilken fod de gerne vil sparke med og sådan nogle ting.
Mange har ritualer inden kampe. De skal spise noget særligt, køre en særlig vej til stadion eller have højre sok på først. Har du ritualer inden du skal i aktion?
– Altså, det har jeg haft! Jeg tror specielt, at den der med højre sok på først og lignende, det har alle nok haft i løbet af deres ungdom eller tidligere. Men det er som om med alderen, så får man et mere afslappet forhold til de ting. Så handler det mere om lige at få presset sin træning mere op til kampene og sørge for, at man har fået de rigtige ting at spise. Så ikke andet end at jeg plejer at få havregryn om morgenen, inden vi spiller. Ellers er der ikke så meget længere.
Nu bliver den svær Nicolai! Hvad vil du helst? Redde et straffespark eller score et mål i overtiden, hvor du er gået med frem?
– Ja, altså det lyder jo meget godt begge ting må man sige. Hvis jeg skal være helt ærlig, så tror jeg, at en målmands drøm nok er det der med at redde et straffespark til allersidst. Når man er med til at redde holdet og vinde. Det må nok siges at være drømmen. Det er som om, at det der med at score et mål, det er måske næsten lige for surrealistisk i forhold til at skulle turde drømme om det. Jeg tror simpelthen, at jeg tager målmandsredningen og siger, at det må være drømmen. Det er i hvert fald det, jeg drømmer om her i foråret.
