3F Vojens fortsætter samarbejdet med Sønderjyske Fodbold og vil også i den kommende sæson være navnesponsor for 3F Fanzonen på AL Sydbank Park.
3F Vojens har forlænget sin samarbejdsaftale med Sønderjyske Fodbold. Det betyder, at 3F Vojens også fremover vil være navnesponsor for 3F Fanzonen på AL Sydbank Park, hvor klubbens fans samles før hjemmekampene i 3F Superligaen.
Hos 3F Vojens er glæden over forlængelsen stor, da samarbejdet understøtter organisationens fokus på fællesskab og lokale oplevelser.
– Hos 3F er vi mere end bare en fagforening. Vi er et stærkt fællesskab, der står sammen – både på jobbet, i hverdagen og på lægterne. Vi tror på, at de største sejre skabes, når vi bakker hinanden op. Derfor inviterer vi vores medlemmer med til hele 3F Superliga-sæsonen. Så find din makker, og mærk suset, stemningen og sammenholdet fra tribunerne på AL Sydbank Park, siger Jörg Heinz Wallis, formand for 3F Vojens.
Han glæder sig samtidig over, at 3F fortsætter sit store engagement i dansk fodbold.
– Vi arbejder hver dag for stærke fællesskaber, ordentlige vilkår og et samfund, hvor vi løfter i flok. Derfor er vi også på syvende år stolt hovedsponsor for 3F Superliga, hvor sammenhold, passion og ansvar går hånd i hånd – både på banen og uden for stadion. Med vores engagement i 3F Fanzonen kan vi samtidig være med til at give de lokale medlemmer en god oplevelse før og under kampene, siger Jörg Heinz Wallis.
Hos Sønderjyske Fodbold vækker forlængelsen stor glæde.
– Vi er meget glade for, at 3F Vojens fortsætter som samarbejdspartner. Det er en loyal partner, som gennem flere år har været med til at skabe gode rammer omkring kampoplevelsen på AL Sydbank Park. Sammen arbejder vi for at skabe en familievenlig atmosfære, hvor der er oplevelser for både børn og voksne, siger salgsansvarlig i Sønderjyske Fodbold, Ulrik ”Buller” Nielsen.
Gennem de seneste sæsoner har 3F Fanzonen dannet rammen om en lang række aktiviteter, herunder koncerter, musikbingo og cykelringridning, og ambitionen er fortsat at udvikle området med nye oplevelser for klubbens fans.
På fotoet ses Jörg Heinz Wallis (formand, 3F Vojens), Britta H. Nielsen (næstformand, 3F Vojens), Andreas Schaadt-Hansen (eventchef, SJF) og Ulrik Buller Nielsen (salgsansvarlig, SJF)





