2-2 i herrefight mod AaB og meget tæt på redning

Vi lykkedes trods en sen føringstræffer ikke med at sikre matematikken endegyldigt, men med 2-2 mod AaB mandag aften er vi meget tæt på redning i 3F Superligaen.

Af Michael Ehrhorn-Fernow

Der kan ikke være mange negle tilbage på de lyseblå fingre efter den duel, vi var vidner til mod AaB mandag aften. Det blev dramatisk, det blev intenst og det blev målrigt. Vi er nu næsten i mål med overlevelsen, men den absolut sidste matematik mangler.

Vi kom forrygende ud til kampen. Allerede efter to minutters spil slap Alexander Lyng igennem i dybden, og han chippede bolden mod det lange hjørne. Desværre gik den forbi kassen. Lyng var tæt på igen fem minutter senere, da han fik en retur efter en god afslutning fra Olti. Igen gik forsøget dog lige forbi.

Rundet otte minutter kom vi i spidsen. Mads Agger tog bolden med ind i feltet ude fra højresiden, og med et resolut hug bankede han bolden i mål i det korte hjørne. 1-0 og kæmpe jubel på Sydbank Park!

Herfra blev det mere roligt trods et par halvfarlige AaB-indlæg, inden vi fik en stor chance for 2-0 efter 20 minutter. Mads Agger blev sendt afsted og timede sit løb perfekt. AaB-keeper Müller kom ud og fik akkurat generet Agger nok til at bolden akkurat gik i sidenettet. To minutter efter slap Agger igennem igen, men han fik desværre ikke godt ram på sit forsøg.

Frem mod pausen kom AaB mere på bolden, men vi stod godt i defensiven. Seks minutter før pausen var nordjyderne dog lige ved og næsten, da Andreas Bruus tordnede en flot flugter mod kassen. Den reddede Bundgaard heldigvis flot, og på de to efterfølgende hjørnespark stod vi også imod.

Gæsterne var nærgående en enkelt gang mere før pausen, hvor det dog forblev 1-0!

AaB kom på 1-1 tre minutter inde i anden halvleg, da Melker Widell bankede bolden i kassen bag Bundgaard. Kort forinden havde Olti Hyseni været tæt på at få sig en friløber, da han opsnappede højt. Der blev dog på ærgerlig vis dømt et frispark.

Med en halv time igen var Kasper Davidsen nærgående med et langskud for AaB, inden Olti Hyseni var det samme i den anden ende. Minutter senere fik Melker Widell et godt tilbud inde i feltet, men Marcus Bundgaard diskede op med en monsterredning, da han vippede den over.

Med 68 minutter på tavlen havde AaB et helt vildt tilbud. Widell headede på stangen, og Oliver Ross var først over returen. På tomt mål gik bolden dog på en eller anden måde op på overliggeren, og dermed var det stadig 1-1 på tavlen trods et tungt AaB-pres.

Med ti minutter igen løb Olti Hyseni solen sort i et kæmpe raid og skaffede os et hjørnespark. Det blev smidt ind foran, headet videre mod kassen, hvor Ivan Djantou scorede til 2-1! Ikke helt fortjent men pyt med det.

AaB svarede desværre igen med tre minutter igen, da Mathias Jørgensen fra distancen kanonerede bolden i mål til 2-2. Det blev kampens sidste træffer, og vi hentede et vigtigt point i en svær kamp.

Næste opgave er søndag klokken 14.00 i Silkeborg. Vi møder Lyngby hjemme søndag den 18. maj klokken 16.00 i sæsonens sidste hjemmekamp. Køb billet og støt holdet her.

Del denne nyhed:

Seneste nyheder

Nyhedsbrev

Tilmeld dig vores nyhedsbrev og modtag de største nyheder og information omkring vores hjemmekampe.