Uafgjort efter livlig forestilling i Vejle

Maxime Soulas kom på ny på tavlen, og så fik vi scoret på direkte frispark. Det var dog desværre ikke nok til sejren i Vejle.

Regnen piskede ned, da vores udekamp i Vejle blev sat i gang på slaget 14.00 søndag. Det blev dog en medrivende affære i Nørreskoven, hvor det sluttede uden vinder med 2-2 på tavlen.

Vejle kom offensivt ud og var en del på bolden i de første minutter, inden vi kom bedre med. Et hjørnespark blev slået ind foran, og efter et par forlængelser måtte Vejle-keeper Vekic kaste sig frem for at afvise vores tilnærmelser.

Rundet 13 minutter kom Lirim Qamili igennem i højresiden, og han nåede bolden før en fremadstormende Vekic, der nedlagde ham. Gult kort og frispark til os i en god position.

Frisparket blev slået mod bagerste, hvorfra Tobias Sommer headede den ind til Maxime Soulas, der med sit tredje sæsonmål gjorde det til 1-0 for os!

Efter en halv time på tavlen tilkæmpede vi os et nyt frispark i en farlig position. Det sparkede Lirim Qamili i kassen til 2-0! Vores første ligamål på direkte frispark siden 2018.

Målet fik Vejle frem, og de fik hurtigt reduceret. Et skarpt indlæg kom ind tæt under mål, hvor Stefan Velkov kunne dirigere den i kassen.

Værterne troede, at de havde udlignet sekunder efter, da Abdoulaye Camara blev spillet dybt, skudfintede Bundgaard og sendte den i kassen. Flaget var dog oppe for offside, og det blev også dommen i VAR-vognen.

Op til pausen kom vi bedre med igen, men det forblev 2-1 til os ved pausetid.

Som i første halvleg kom Vejle bedst ud efter pausen, inden vi overtog mere af initiativet. Olti Hysenis indlæg gik igennem feltet, inden Lirim Qamili trak ind i banen og fik en afslutning blokeret.

Med en halv time igen kom vi også meget tæt på. Runar Sigurgeirsson slog et giftigt hjørnespark ind foran, som Magnus Jensen var utroligt tæt på at komme på.

Herfra blev det lidt en rodet kamp med mange fejl, men med 20 minutter igen var vi tæt på at komme til en stor chance. Indskiftede Alexander Lyng fandt indskiftede Mads Agger dybt, men vi måtte nøjes med hjørnespark, der blev clearet.

Med et kvarter igen havde Vejle et indlæg, hvor der blev appelleret for hånd på bolden. Den konklusion nåede VAR også frem til, og fra de 11 meter udlignede Christian Gammelgaard til 2-2.

Vejle fik en chance for 3-2 kort efter, da Andrew Hjulsager blev spillet fri i feltet. Han hakkede til bolden, der dog sneg sig uden om den bagerste stang.

Vi havde også vores muligheder. Et hjørnespark blev slået ind i feltet og havnede hos Lyng på kanten, der sendte den ind til Maxime Soulas, der kom på den. Bolden gik dog over mål. Kort efter var Magnus Jensen tæt på efter et nyt hjørnespark.

Tættere på kom vi ikke trods en scoring i overtiden, hvor der blev dømt frispark til keeper Vekic. Og efter fem minutters tillægstid i Nørreskoven var det 2-2 og det ene point, vi kunne tage med hjem til Sønderjylland.

Tak for opbakningen til de omkring 300 lyseblå fans på Vejle Stadion.

Næste opgave venter lørdag den 27. september klokken 18.00, når vi får besøg af FC København på Sydbank Park.

Du kan købe billet til den kamp og til vores hjemmekamp mod FC Fredericia lige her.

Del denne nyhed:

Seneste nyheder

Nyhedsbrev

Tilmeld dig vores nyhedsbrev og modtag de største nyheder og information omkring vores hjemmekampe.