Alt før FCN: Dobbelt op på metal og dødens pulje

Vi er tilbage på Sydbank Park, når FC Nordsjælland er søndagens gæster. Et hold der kommer med dygtige spillere og flotte meritter.

Af Michael Ehrhorn-Fernow

Der er bare noget helt særligt over 3F Superliga på Sydbank Park.

Det er en særlig følelse af fællesskab, en særlig følelse af spænding og så er en helt særlig følelse at høre brølet fra lægterne efter en scoring eller en velsmurt tackling.

De ingredienser skal vi gerne have i spil, når vi søndag klokken 14.00 tager imod FC Nordsjælland. Her skal vi forsvare vores fort i Haderslev, og vi vil gøre alt for at sætte tre point i banken mod en stærk modstander.

En kending og en landsholdsspiller

FC Nordsjælland har denne sommer solgt mange store navne, men det er ikke noget nyt for Farum-mandskabet. Det betyder blot, at andre træder frem, og også i denne sæson ser holdet spændende ud.

På kassen vogter William Lykke buret sammen med Andreas Hansen, og så har de for nylig fået vores tidligere sidste skanse Jakob Busk ind.

I den defensive afdeling af truppen har man Peter Ankersen som en stærk back, mens de har den danske landsholdsspiller Lucas Høgsberg på holdkortet. Deres nummer 3, Tobias Salqvist, er også værd at fremhæve, da han er en særdeles stærk og stabil forsvarsspiller. På den anden back havde de mod Brøndby senest Markus Walker. En ung knægt, der har været i FCN siden, han var ti år, og som de forlængede med denne sommer.

På midtbanen er Mark Brink altid en vigtig brik for dem med hans overblik og hans stærke pasningsfod. Caleb Yirenkyi er også en mand, de gerne vil bruge på midten, mens Nicklas Røjkjær også var med mod Brøndby.

Helt fremme er Sindre Walle Egeli, et af deres eget talenter, blevet en stor profil. Offensivt har de Levy Nene, de kan sætte ind, og så har de i begge de første kampe spillet med ghanesiske Prince Amoako.

Hold øje med

Det er ikke uden grund, at FCN-forsvarsspilleren Lucas Høgsberg allerede som 19-årig fik debut på Brian Riemers danske A-landshold. Han er en virkelig stærk og lovende spiller, der ikke bare kan blive god. Han er allerede rigtig god, og han virker til at være meget ombejlet denne sommer, hvor han kan ende med at blive 3F Superliga-historiens dyreste midterforsvarer nogensinde.

Gode på Sydbank Park

Vi har det ofte svært mod FC Nordsjælland, men vi har slået dem syv gange i 3F Superliga-regi hjemme på Sydbank Park. Den indbyrdes statistik ser således ud.

Fem af de skæve om FCN

Lidt af en start
I sommeren 2002 rykkede Farum Boldklub op i landets bedste række. Og det gik egentlig ret godt, for de endte med at vinde bronze.

Dobbelt triumf
FC Nordsjælland har formået at vinde pokalturneringen to år i træk. Man triumferede nemlig både i 2010 og i 2011.

Dødens pulje gav en pind
I 2012/13-sæsonen skulle FCN følge en sensationelt dansk mesterskab op med en tur i Champions League. Her havnede man i lidt af en skrækpulje med Chelsea, Juventus og Shakhtar Donetsk. Det gav et enkelt point, da Mikkel Beckmanns perle i Parken sikrede 1-1 mod Juventus.

Stjernestøv i staben
FC Nordsjælland har den tidligere verdensklasse-midtbanespiller Michael Essien i staben. Han har tidligere optrådt for Real Madrid, men mange kender ham nok især som en velkørende midtbane-motor i Chelsea.

Er du vimmer en kamp!
Efter en flot sæson i 2022/23 hentede FCN sølvmedaljer i 3F Superliga. Det gav en tur i Conference League, hvor de skabte opmærksomhed i hele Europa ved at slå tyrkiske Fenerbahce med hele 6-1 på kunstgræsset i Farum.

Fem af de nørdede om FCN

– FC Nordsjælland vandt sæsonens første udekamp, da man slog FC Fredericia med 3-2. Det er dog ikke så tit, de vinder to udekampe i træk i 3F Superliga-sammenhæng. Sidst de gjorde det var i foråret 2024, hvor de slog Brøndby og Silkeborg.

– Vi fremhævede tidligere Lucas Høgsberg som en nøglespiller, og det bakkes op af stats. Han er den 3F Superliga-spiller i de første to runder der har haft flest boldberøringer, afleveringer ind på sidste tredjedel og progressive løb med bolden.

– FCN har været ligaens næstmest nøjagtige i denne sæson, når det kommer til afslutninger.

– De har scoret samtlige af deres tre mål i denne sæson i første halvleg i Fredericia

– De har haft flest afleveringer af alle hold i de første runder. 1.302 styks.

Lad os forsvare vores dejlige hjemmebane

Overskriften her siger egentlig det hele, men lad os stå sammen om at sikre endnu en stærk oplevelse på Sydbank Park, hvor vi kan komme op på syv kampe i træk uden nederlag.

Det kræver masser af støtte fra lægterne, og i 3F Superliga-premieren mod AGF så vi i den grad, at folk er klar til at komme på stadion og give alt, hvad den kan trække. Sammen kæmper vi for Sønderjylland.

Du kan sikre dig billet til kampen mod FC Nordsjælland lige her.

Del denne nyhed:

Seneste nyheder

Nyhedsbrev

Tilmeld dig vores nyhedsbrev og modtag de største nyheder og information omkring vores hjemmekampe.