120 minutters testkamp venter fredag i Sønderborg

Det bliver en træningskamp på 120 minutter, når vi fredag 13.00 spiller årets anden træningskamp mod Hillerød Fodbold på kunstgræsbanen ved Sønderborg Stadion. Før, under og efter er der masser af spændende aktiviteter i lokalområdet. Læs om assistenttræner Simon Poulsens forventninger til arrangementet i Sønderborg.

Fredag 13.00 skal vores spillere atter i kamp, når vi spiller årets anden træningskamp mod Hillerød Fodbold på kunstgræsbanen ved Sønderborg Stadion.

Der venter en træningskamp på to gange 60 minutter, og der er indlagt aktiviteter før, under og efter kampen.

Før kampen er flere spillere ude at holde oplæg på et par af de lokale skoler. I pausen er der en straffesparkskonkurrence, hvor nogle elever dyster om en VIP-tur til Sydbank Park med spillerbussen. Og efter kampen tager fire spillere videre til shoppingcentret Borgen, hvor de skriver autografer ved Sport 24, der samtidig har en jongleringskonkurrence, hvor der er masser af gode præmier – læs mere her.

Spillemæssigt bliver det igen en træningskamp, hvor mange spillere skal i aktion, og hvor spilletiden bliver nogenlunde jævnt fordelt.

Assistenttræner Simon Poulsen siger om kampen:

– Som i den første træningskamp mod OB handler det igen om, at mange spillere skal have spilletid, og denne gang bygger vi lidt på, og mange kan se frem til at spille 60 minutter. Vi skal ud at bygge videre på de fysiske parametre og med en kamp på 120 minutter, er der flere, der får mulighed for at spille en time, siger Simon Poulsen.

Assistenttræneren er selv fra Sønderborg, og han glæder sig over, at Sønderjyske Fodbold spiller nogle af træningskampene ude i landsdelen.

– Sønderjyske Fodbold er hele landsdelens hold, og derfor er det fedt, at vi kan komme ud og spille i de forskellige sønderjyske byer. Sønderborg er den største by i Sønderjylland, så jeg håber også, der er mange, der har lyst til at kigge forbi, og jeg glæder mig da også selv lidt ekstra, fordi jeg er derfra.

– Sønderborg er en vigtig del af Sønderjyske Fodbold, og vi glæder os til arrangementet, hvor det også er fedt, at vi er ude af besøge nogle lokale skoler inden kampen og skal ind i Sport 24 i Borgen efter kampen, siger Simon Poulsen, der selv skal forbi Broager Skole og svare på spørgsmål fra eleverne om formiddagen.

En god håndfuld akademispillere er igen udtaget til træningskampen – blandt andet Sønderborg-drengene Sebastian Larsen og Albert Rrahmani samt Rinkenæs-knægten Benjamin Rasmussen – og så er det glædeligt, at Kristall Ingason igen er klar til kamp, efter han har siddet ude med en skade de seneste måneder.

Der er fri entré til kampen, der spilles på kunstgræsbanen ved Sønderborg Stadion (Ringridervej 30, 6400 Sønderborg).

Hvis du er forhindret, kan kampen igen følges på en livestream hos jv.dk/JFM Play – dog kun for abonnenter – og TV Syd opdaterer undervejs med en liveblog. Som altid kan du også få de væsentligste opdateringer på vores X-profil (link).

Del denne nyhed:

Seneste nyheder

Nyhedsbrev

Tilmeld dig vores nyhedsbrev og modtag de største nyheder og information omkring vores hjemmekampe.